Blotter fanget med bukserne nede: Onanerede på stranden
En 47-årig mand er anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse
En 47-årig mand blev mandag eftermiddag bogstaveligt talt taget med bukserne nede på en strand i Aarhus og anholdt.
På stranden ved Lindevangsvej i Risskov havde flere personer set en mand sidde på en bænk og onanere, mens han kiggede på strandgæsterne.
Læs også
Et par kvinder kontaktede derfor politiet, som hurtigt rykkede ud.
- Den ene af kvinderne konfronterede manden, som så gik væk, siger Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi.
Forsøgte at løbe fra politiet
Da patruljen kort tid efter ankom til stedet, så betjentene en mand gå rundt iført T-shirt, sko og et par badeshorts - som dog hang nede om benene, så hele underlivet var blottet.
Læs også
Manden forsøgte at løbe væk fra politiet, mens han trak bukserne op. Han undslap dog ikke og blev i stedet anholdt. Vidner forklarede politiet, at manden var identisk med den person, der var set sidde på bænken ved stranden og onanere.
- Han forklarede betjentene, at han bare nød det gode vejr, og han mente, at han havde ret til at gå rundt med bukserne nede, siger Jakob Christiansen.
Politiet deler dog ikke den opfattelse, og den 47-årige mand blev anholdt og sigtet for blufærdighedskrænkelse.