Blomsterhandler gennem 52 år: Der er ingenting der er som dengang
Anette Vinding har gennem 52 år stået i blomsterforretningen på Nørre Alle. På den tid er alt forandre, fortæller hun
Når man har stået i den samme blomsterforretning gennem 52 år, så er det tydeligt at se tiderne skifte. Det kan Anette Vinding sagtens skrive under på.
Hver dag åbner hun døren hos Århus Blomster på Nørre Alle, hvor hun startede i lære 1. oktober 1964.
- Dengang var vi jo 14 blomsterhandlere i Nørre Alle og otte købmænd og slagter og alt muligt. Og hvad er der i dag? Det er jo kun en gennemkørselsgade. Desværre, siger Anette Vinding .
Hun indrømmer, at hun ikke kan leve af at drive blomsterforretning længere. For konkurrencen kommer fra andre kanter i dag.
- Det er jo varehusene, der har gjort, at jeg for mit vedkommende har mindre at lave. Jeg vil gerne have mere travlt hver dag, men det kan man ikke selv bestemme. Sådan er tiderne blevet, siger Anette Vinding.
Men på trods af den skærpede konkurrence holder hun stadig liv i butikken, som har været på adressen siden 1908 – hvilket gør den til en af de ældste forretninger i byen.
- Altså, jeg er her kun fordi, jeg er så glad for at gå på mit arbejde hver dag. Jeg kan godt lide at få en snak med kunderne. Når man har været her i så mange år, så vinker man jo også til flere forskellige personer om dagen, siger Anette Vinding.
Se den skønne reportage i videoen herover