Blæste forbi afspærring med narko i blodet
To personer tog nødsporet, da politiet havde spærret af omkring en brændende bil på motorvejen
Tidligere i dag brød et ældre ægtepars bil i brand på E45 nær ’Firkløveret’ i Aarhus Vest.
I den forbindelse var både politiet og brandvæsenet til stede, og her noterede politiet sig et par bilister, der ikke kunne finde ud af at overholde reglerne.
E45 var nemlig kortvarigt spærret i sydgående retning, og det var mere, end hvad to bilister kunne vente på.
Læs også
Først tog en kvinde chancen og kørte forbi ulykkesstedet via nødsporet, og siden gjorde også en mand det samme.
Manden havde på alle måder ikke tænkt sig om.
- Han var i forvejen frakendt kørekortet, og han bliver også sigtet for spirituskørsel og narkokørsel. Det er temmelig usmart at gøre opmærksom på sig selv på den måde, når politiet allerede er på stedet, siger vagtchef Carsten Dahl fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Manden blev anholdt og taget med på politigården. Kvinden slipper med et klip i kørekortet.
- Vi vil gerne give en generel henstilling til, at man må følger køen, til det bliver ens tur. Det er ikke for sjov, når der er spærret af på motorvejen, siger Carsten Dahl.