Bilbrand bredte sig til flere biler på parkeringsplads
Brandårsagen er ikke kendt endnu, men politiet mistænker, at branden er påsat. Østjyllands Politi hører derfor gerne fra eventuelle vidner.
Østjyllands Politi fik mandag morgen en anmeldelse om, at der var ild i en bil, der holdt på en parkeringsplads på Pollenvænget i Tilst i Aarhus. Politiet modtog anmeldelsen klokken 5.23.
Det oplyser Østjyllands Politi i deres døgnrapport.
Læs også
Da patruljen ankom til stedet, havde branden i bilen bredt sig til flere af bilerne ved siden af.
Brandvæsenet kom derefter til og slukkede branden, der umiddelbart nåede at forårsage skader på fire biler i alt. Bilen, branden formentlig opstod i, var helt udbrændt.
Efterlyser eventuelle vidner
Det har indtil videre ikke været muligt at fastslå brandårsagen.
Politiet mistænker dog, at branden er påsat og hører i den forbindelse gerne fra eventuelle vidner, der kan have hørt eller set noget mistænkeligt i nærheden af parkeringspladsen i tidsrummet omkring hændelsen.
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet via telefonnummer 114.