Bears ydmygede mestrene
Bakken Bears vandt storsejr i den første DM-finale i basketball
8. apr 2011, kl. 07:15
Mere end 30 dage gammel
Bakken Bears sidder med gode kort på hånden i bestræbelserne på at vinde DM-guldet i basketball tilbage til Aarhus.
Torsdag aften vandt de aarhusianske bjørne en sikker sejr på hele 80-54 på udebane over de forsvarende mestre fra Svendborg Rabbits.
Finalen afgøres over syv opgør. Bakken Bears skal dermed vinde yderligere tre opgør for at kunne kalde sig DM-mestre.
Bakken Bears' Chris Christoffersen blev noteret for 18 point og blev dermed kampens topscorer.
Næste kamp i finaleserien mellem de to klubber bliver spillet mandag aften i NRGi Arena i Aarhus.