BC Aarhus holder liv i håbet
Vandt nedrykningskamp mod Aalborg
Basketballklubben BC Aarhus har stadig mulighed for at undgå en truende nedrykning.
Efter at have tabt de to første nedrykningskampe mod Aalborg Vikings lykkedes det torsdag aften for BC Aarhus at besejre nordjyderne.
Kampen i Stadionhallen endte med en forholdsvis sikker aarhusiansk hjemmesejr på 78-61.
Et nederlag ville have sendt BC Aarhus ned i den næstbedste række. Nu får de i stedet en ny chance for at overleve. Den fjerde nedrykningskamp spilles på onsdag i Aalborg.
Skulle BC Aarhus ende med at tabe og dermed rykke ned, er der dog stadig håb om at overleve og dermed sikre sig en ny sæson i Basketligaen. Det er nemlig uvist, om der er et hold i den næstbedste række, der har økonomien til at rykke op.
Hvis ingen klubber rykker op, kan BC Aarhus forblive i ligaen.