Bakken sikkert videre efter sejr i pokalen
Bakken Bears kom tidligt bagud, men endte med en sikker sejr i pokalturneringen
Basketballholdet Bakken Bears er klar til kvartfinalen i mændenes pokalturnering i basketball.
Det er en realitet, efter at holdet slog SISU fra københavnsområdet med 99-76 på udebane.
Michel Diouf førte an med 19 point for bjørnene, som skulle bruge lidt tid på at komme i gang.
Bakken Bears var bagude med hele 27-14 og kom først for alvor i gang ved stillingen 34-23.
Herefter stod der Bakken Bears på det meste, og selv om SISUs Jay Canty scorede 30 point i kampen, endte det med en sikker Bears-sejr, hvor fire spillere scorede 15 point eller mere.
Sidste år skuffede Bakken Bears i pokalturneringen ved at blive slået ud af Randers Cimbria, men i år er bjørnene altså klar til kvartfinalerne.