Bakken scorede over 100 og bankede Hørsholm
Bakken Bears rundede de magiske 100 point og sparede stamspillere i sikker sejr
Efter at Bakken Bears’ Champions League-eventyr er slut, er fokus nu rettet 100 procent mod den hjemlige liga, hvor Hørsholm lørdag var på besøg.
Det stod klart allerede efter de første ti minutter, at det ville blive en ensidig affære. Bakken Bears forlod første periode foran med 32-18.
Læs også
Sådan fortsatte bjørnene i sikker stil. De vandt samtlige fire perioder og endte med en samlet sejr på 102-64.
Topscorer for Bakken Bears blev Eric James Palm med 16 point, mens to af de normale stamspillere Thomas Lærke og Devaughn Akoon-Purcell slet ikke kom på banen i opgøret.
Bakken Bears indtager i øjeblikket andenpladsen i mændenes basketliga. Aarhusianerne er fire point efter topholdet Horsens.