Arnold Busck lukker alle butikker og vil gå konkurs
Det er slut med at købe bøger i Arnold Busck. Grundet coronakrisen har boghandleren indgivet konkursbegæring.
Boghandlerkæden Arnold Busck, der har forretninger i Aarhus og Randers lukker alle sine butikker og indgiver en konkursbegæring.
Det oplyser Arnold Busck i en pressemeddelelse.
- Likviditeten er sluppet op. Så kort kan det siges. Covid-19-nedlukningen har gjort det umuligt at holde virksomheden kørende.
- Vi har gjort alt, der står i vores magt, for at virksomheden kunne køre videre, men det har desværre ikke været muligt, skriver virksomheden.
Hjemsendt
Kædens butikker har været lukket ned helt eller delvist siden midten af marts, og medarbejdere har været hjemsendt.
Selv om strøgbutikkerne igen er åbnet ved indgåelse af frivillige aftaler om arbejdstider med loyale medarbejdere, har det ikke været nok til at redde boghandlerkæden, lyder det.
I Østjylland har Arnold Busck en forretning på Raadhusstræde i Randers og på Strøget i Aarhus.
Ikke nok
Siden midten har marts har storcentre været pålagt at lukke ned, mens der ikke har været et forbud mod butikker uden for storcentrene.
Arnold Busck har kunnet søge hjælpepakker, men det har altså ikke været nok for boghandlerkæden.
Ved udgangen af sidste regnskabsår havde boghandleren 1,1 millioner kroner i likvider - de rede penge, der er i et firma.
Dårlig økonomi i forvejen
Kæden har ikke haft nok at stå imod med blandt andet på grund af en ødelæggende proces ved implementering af et nyt it-system for nogle år siden.
Det seneste resultat i regnskabet 2018/2019 var derfor meget utilfredsstillende for boghandlerkæden.
Her omsatte Arnold Busck for 317 millioner kroner og tabte 14,3 millioner kroner. Det var andet år i træk med underskud.
De havde her en gæld på 62,9 millioner kroner.