Anklaget for 'grove forbrydelser': Plejehjemsansat var voldelig over for kollega
En voldsom sag i Aarhus Kommune er under oprulning.
Har du oplysninger i sagen, vil TV2 Østjylland gerne høre fra dig. Kontakt lokalreporter Lasse Dieckmann på ladi@tv2oj.dk eller telefon 2843 1857.
Der dukker flere detaljer op i sagen om en tidligere plejehjemsansat i Aarhus Kommune, der er anklaget for blandt andet seksuelle overgreb og vold.
Nu viser det sig, at den tidligere ansatte angiveligt også har været voldelig over for en anden medarbejder. Det fremgår af en orientering til beboere og pårørende på Thorsgården plejehjem, som TV2 Østjylland har set.
- Retssagen handler blandet andet om en hændelse, som er foregået på plejehjemmet Thorsgården, hvor den tiltalte er anklaget for vold mod en medarbejder, står der konkret.
Det fremgår også, at den anklagede var ansat i 2021.
'Grove forbrydelser'
Men sagen begrænser sig ikke kun til Thorsgården. I en anden orientering, TV2 Østjylland har set, fremgår det, at medarbejderen også har været ansat på Jasminvej plejehjem over en periode på nogle år.
I orienteringen skriver kommunen, at sagen også handler om hændelser, der er begået på Jasminvej. Og at den tiltalte er anklaget for 'en række grove forbrydelser'.
- Der er tale om hændelser rettet mod en tidligere beboer, står der.
Derudover er specialplejehjemmet Skovvangen nævnt i sagen. Også her nævnes vold i en orientering til beboere og pårørende.
Voldtægtsforsøg
TV2 Østjylland har anmodet Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi om aktindsigt i sagens anklageskrift, men anmodningen er fortsat under behandling, og anklageskriftet er således endnu ikke frigivet til pressen.
Derfor er det meget sparsomt med oplysninger om de konkrete anklager.
Af den åbne retsliste fremgår det dog allerede, at retssagen er sat til at begynde ved Retten i Aarhus tirsdag den 12. marts. Det fremgår også, at sagen overordnet handler om vold og forsøg på voldtægt, andet seksuelt forhold end samleje, blufærdighedskrænkelse og tjenestemisbrug.
Dybt berørt
Aarhus Kommune bekræftede tidligere tirsdag, at kommunen har politianmeldt en tidligere medarbejder for det, kommunen kalder 'uacceptabel adfærd'.
- Jeg kan bekræfte, at politiet har tiltalt en tidligere medarbejder, som vi har politianmeldt. Det berører os alle dybt, sagde Heidi Have, der er forvaltningschef i Ældre og Omsorg i Aarhus Kommune.
Kommunen oplyser, at den er i dialog med de direkte berørte borgere, og at der er oprettet en pårørendelinje.
Der er afsat tre dage til retssagen, når den begynder 12. marts.
Den tiltaltes forsvarsadvokat Henrik Hougaard oplyser, at hans klient nægter sig skyldig.
TV2 Østjylland følger sagen.
Vil du holde dig opdateret om denne sag? Tilmeld dig TV2 Østjyllands nyhedsbrev