Aarhus tabte tæt kamp mod Esbjerg

Team Esbjerg trak sig sejrrigt ud af kampen mod SK Aarhus, men det holdt hårdt for mesterholdet

Foto: Niels Husted - Scanpix

Team Esbjerg har fået en noget lunken indledning på 2016/2017-sæson i Primo Tours Ligaen, men onsdag aften var der for anden gang i fire forsøg fuld gevinst til vestjyderne.

På eget halgulv blev SK Aarhus slået med 32-29 i en kamp, som var helt tæt i de første tre kvarter.

Første halvleg var en helt tæt affære, hvor ingen af holdene tilsyneladende gik voldsomt højt op i at sammentømre forsvaret. 

Læs også BSV's mestre fortsætter sejrsstimen

Målene fes ind i et opskruet tempo, og hvis de to holds målvogtere har været trætte af deres respektive forsvar, er der ikke noget at sige til det.

Til gengæld faldt scoringerne overvejende på skift, så ingen formåede at opbygge et markant forspring.

34 scoringer blev det til på 30 minutter, inden de nedskudte målvogtere kunne trække vejret i pausen ved stillingen 17-17.

Kampen var fortsat helt tæt godt ti minutter inde i anden halvleg, men her fik hjemmeholdet som det første en smule fat i defensiven. 

Læs også Blandet østjysk håndbolddag: Århus Håndbold tabte igen

Det udnyttede Lars Frederiksens mesterhold til at gå fra 22-22 til 30-25 på små ti minutter.

Aarhus kom ikke tættere på end en margin på to mål i resten af kampen, og så kunne Esbjerg juble over sæsonens anden sejr i fire kampe.