35-årig mand stukket ned med kniv foran sin lejlighed
Onsdag aften blev en mand fra Aarhus overfaldet i Banegårdsgade i det centrale Aarhus
Opdateret klokken 10.10: En mand var ved at låse sig ind i sin opgang, da han blev angrebet og stukket med kniv. Overfaldsmanden ville formentlig have fat i den 35-åriges rygsæk.
Den 35-årige mand er fra Aarhus, og overfaldet fandt sted kort før midnat. Han blev stukket flere gange med kniv af en ukendt gerningsmand.
Offeret sørgede selv for at komme på skadestuen, som valgte at kontakte politiet klokken 23.57.
Knivoverfaldet fandt sted cirka en halv time tidligere.
- Han er blandt andet blevet stukket to gange i brystet, men der er tale om overfladiske stik, og han er uden for livsfare, siger vagtchef Carsten Dahl fra Østjyllands Politi til Ritzau.
Gerningsmanden beskrives som "mellemøstlig af udseende", mellem 160 og 170 centimeter høj og kortklippet. Han var iført sorte bukser og en sort jakke, muligvis af læder. Politiet har ikke noget bud på hans alder. Umiddelbart vurdere politiet, at de to mænd ikke kender hinanden.
Den 35-årige var gået fra Folkestedet ved Godsbanen og via Frederiks Allé til Banegårdgade. Han er 35 år, 172 centimeter høj, skaldet, og han var onsdag aften iført lyse cowboybukser og sort jakke. Han trak under turen sin cykel, som var punkteret.
Hvis man har set overfaldet eller har oplysninger i sagen kan man kontakte politiet på 114.