28-årig fældet af DNA på bordel
28-årig sigtes for to voldtægter mod prostituerede. Han er fældet af sit dna.
Østjyllands Politi har fundet gerningsmanden bag to voldtægter mod prostituerede kvinder på bordeller i Lystrup ved Århus og i Nordjylland.
Dna-spor på de to ofre viser sig at stamme fra en 28-årig mand, der mandag blev anholdt i Sønderjylland. Det vides endnu ikke, hvordan han stiller sig til sigtelsen.
Den 28-årige vil senere tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling.
Politiets anklager vil kræve lukkede døre, når sigtelserne er læst op, oplyser politikommissær Mogens Brøndum i Østjyllands Politi.
Politiet anholdt i sidste uge en anden mand og sigtede ham for voldtægten i Lystrup. Men umiddelbart før grundlovsforhøret fik nye oplysninger i denne mands favør politiet til at løslade ham.
Denne anden mand er nu helt ude af billedet, siger politikommissæren.
Derimod sigtes den 28-årige ikke bare for voldtægten i Lystrup, men også en voldtægt dagen forinden på et nordjysk bordel.