19-årig kvinde røvet efter bytur
Blev skubbet ind i hæk og holdt nede mod jorden
En festlig aften i byen sluttede ubehageligt for en 19-årig kvinde i Aarhus.
Da hun var på vej hjem fra byen ad Vester Alle i det centrale Aarhus, blev hun pludselig skubbet bagfra, så hun røg ind i en hæk.
Ifølge Østjyllands Politi blev kvinden efterfølgende holdt nede mod jorden, mens de to gerningsmænd stjal hendes mobiltelefon og hendes taske.
Efter røveriet stak de to gerningsmænd af fra stedet.
Røveriet blev begået på Vester Alle natten til lørdag klokken 02.15, og Østjyllands politi vil gerne høre fra eventuelle vidner i sagen.
- Hvis nogen har set noget omkring det pågældende tidspunkt, så vil vi meget gerne høre om det, siger vagtchef Christian Riis fra Østjyllands politi.
De to gerningsmænd beskrives som mørke i huden, og de talte begge dansk.
Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.