Bilist frygtede gårdbrand: Mand sigtet for at tænde bål
En bilist slog onsdag eftermiddag alarm, da han så en brand på en gård. Det var dog ikke så slemt, som bilisten frygtede.
En gårdejer fra Følle er sigtet for at tænde et solidt eftermiddagsbål på sin egen grund.
Den slags må man nemlig ikke, siger Beredskabsloven.
- Man må slet ikke tænde bål, når det er mørkt, og så er det for farligt at tænde så stort et bål, siger vagtchef Peter Hunniche til TV2 ØSTJYLLAND.
Billeder fra stedet viser, at der var kraftige flammer fra bålet, og det fik en forbipasserende bilist til at kontakte politiet, da vedkommende frygtede, at det var gården, der var gået ild i.
Brandvæsen og politi rykkede ud og fandt heldigvis ikke en gårdbrand, men en stor bunke grantræ, der var sat ild til af gårdens ejer, der nu kan se frem til en sigtelse og en bøde.
- Det er for tæt på bygninger, og så må man slet ikke tænde bål efter mørkets frembrud, siger vagtchefen.
- Patruljen gør ham bekendt med, at det er forbudt, og det har en dialog om, siger vagtchef Peter Hunniche.
Onsdag aften er ilden slukket, og der er ikke sket nogen skade på hverken mennesker eller bygninger.