Uhørt situation i de danske farvande kan påvirke efterårsvejret
De danske farvande er rekordvarme – det får betydning for efterårsvejret.
Første tredjedel af september bød på mere sommervejr, end mange danskere havde i deres sommerferie.
Masser af sol og varme har således sendt middeltemperaturen i september på rekordkurs.
De høje temperaturer og mange solskinstimer har ikke bare varmet luften op. Også de danske farvande har gennem hele september været ekstremt varme.
Tidligere på måneden blev det endda til en række officielle badedage med badevandstemperaturer, der lokalt nåede over 20 grader.
I skrivende stund ligger den gennemsnitlige havtemperatur på 17,5 grader, hvilket tangerer til det højeste, der er målt så sent på efteråret.
Til sammenligning blev middeltemperaturen i løbet af lørdagen 13,5 grader. Dermed er havvandet reelt set varmere end luften.
Har man lyst til en tur i bølgen blå, vil man generelt opleve, at vandtemperaturen ligger på mellem 16 og 18 grader ved de danske kyster.
Det svarer faktisk til det niveau, hvor søndagens maksimumtemperatur forventes at toppe.
Markant varmere end normalt
Med rekordhøje havtemperaturer for årstiden er der selvsagt tale om nogle farvande, der er markant varmere end normalt.
Kortet herunder viser temperaturafvigelsen fra det normale. Generelt er havvandet omkring Danmark 3 til 4 grader varmere, end hvad man kan forvente på denne tid af året.
Flere steder på kortet træder der endda lilla nuancer frem. Det betyder, at vandet er mere end 4 grader varmere end normalt.
Det er nærmest kun sydøst for Falster og Møn, at havtemperaturen ligger omkring det normale.
Får betydning for efterårsvejret
I modsætning til temperaturen over land er der kun få udsving i havtemperaturen. Dermed tyder meget på, at vi kommer til at gå igennem et efterår med et usædvanligt varmt havvand.
Og det vil få betydning for vejret over Danmark.
For det første bliver det svært for alvor at få koldt vejr i løbet af efteråret – og måske endda hele vinteren.
Derudover bidrager det varmere havvand til en forøget mængde vanddamp i atmosfæren, som kan give et vådere efterår end normalt. Samtidig kan det være med til at forstærke en eventuel efterårsstorm.