Tidligere Alternativist lægger Lykkepartiet i graven
I cirka otte måneder eksisterede René Gades parti, Lykkepartiet. Nu er det opløst.
|
|
Det skortede ikke på ambitioner om en fuldstændig forandring af det danske demokrati, da René Gade i maj præsenterede Lykkepartiet, men efter blot otte måneder er projektet nu opgivet.
Det fremgår af Lykkepartiets egne profiler på sociale medier.
- Lykkepartiet er dødt. Længe leve demokratiet, skriver det nu nedlagte parti efterfulgt af et billede med en tekst om, at ”nu er hesten død”.
- Den løb så langt og godt, den kunne, på de utopiske præmisser, vi gav den, hedder det.
Læs også:
Partiet startede i maj - nu er det lagt i graven
René Gade fra Silkeborg har tidligere siddet i Folketinget for Alternativet. Han genopstillede ikke ved folketingsvalget i 2019 og meldte sig i samme ombæring ud af Alternativet.
I maj præsenterede han så Lykkepartiet, der i sin levetid fik 449 vælgererklæringer.
Læs også:
Lykkepartiet blev beskrevet som et parti uden en egentlig ideologi, men derimod en række politiske ambitioner. Blandt andet at statsministre og ministre ikke skulle kunne sidde i Folketinget og udskrive folketingsvalg.
Desuden, lød målet for Lykkepartiet, skulle folketingsmedlemmers immunitet ophæves, de skulle i diverse praktikforløb, og de skulle i to dage årligt igennem idræt, leg, ledelses- og kommunikationsøvelser fremme samarbejdet på tværs af partierne.
Læs også:
Desuden var ambitionen, at medlemmerne af partiet blev stillet frit i ethvert politisk spørgsmål.
- Hvis vi holder et gruppemøde og diskuterer et lovforslag, så kommer alle holdninger i spil, og man diskuterer dem. Så går man i salen og stemmer det, man selv mener.
- Man har ikke nogen samlet blok af stemmer. Vi sætter folketingsmedlemmerne fri, lød det fra René Gade i forbindelse med projektets lancering.
Læs også:
Nu findes Lykkepartiet altså ikke mere.
- Behovet for demokratisk fornyelse af partierne har aldrig været større. Måske er der flere, der vil gøre noget ved det, når vi er væk, skriver Lykkepartiet i afskedssalutten.
Det er et realistisk projekt, lød meldingen i november
I november 2020 medvirkede René Gade i TV2 ØSTJYLLANDS program 'Helt Ærligt'. På det tidspunkt troede han fuldt og fast på, at Lykkepartiet var et realistisk projekt.
- Det er meget, meget realistisk, men det er en meget, meget svær vej, og det kan godt være, den tager lang tid.
- Hellere ikke kunne stille op den her gang, men så om otte år, og så kan vælgerne sige: De mente det faktisk. De gjorde det. De er til at stole på. Det er det, vi skal være. Ellers er vi ligegyldige, lød det fra ham i november måned.
Læs også:
Men nu er situationen altså en anden. Partiet er lagt i graven.
Du kan se hele interviewet med René gade fra november nedenfor: