Kritik af vagtlæge

Mand døde af blodprop. Vagtlæge sagde halsbrand

02:15

Foto: Privatfoto

1 af 2

31. maj overså en vagtlæge på Regionshospitalet Silkeborg måske en blodprop i hjertet hos 75-årige Knud Dyhr. Tre dage senere kostede den blodprop ham livet. Vagtlægen mente, han led af halsbrand.

- Han har ikke gjort sit arbejde grundigt nok. Hvis han var sendt videre, så havde jeg måske min mand i dag, siger Knud Dyhrs enke, Lilian Dyhr, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Havde spurgt om blodprop

Knud Dyhr havde smerter i brystet og følte sig meget træt, da han gik til vagtlægen.

- Han spørger vagtlægen, om det kan være en lille blodprop. Men det afviste de, siger Lilian Dyhr.

Vagtlægen på Regionshospitalet Silkeborg mente, at Knud Dyhr led af halsbrand. Han skrev derfor en recept mod halsbrand og sendte Knud Dyhr hjem igen.

Faldt om i hjemmet

Tre dage senere døde Knud Dyhr af en stor blodprop i hjertet, mens han gik rundt og barberede sig.

- Jeg hører en mærkelig lyd. Så ligger han på badeværelsesgulvet og er død, siger Lilian Dyhr.

 

Se mere i tv-indslaget øverst på siden.