Hurtigfærge skal i dok og sejler ikke i over en uge

I mere end en uge i starten af februar vil den hurtigste forbindelse til Samsø være lukket ned på grund af planlagte reparationer, melder rederi.

Hurtigfærgen mellem Samsø og Aarhus vil ikke sejle fra 31. januar til og med 8. februar.

Det oplyser Samsø Rederi.

Årsagen er, at færgen med navnet Lilleøre skal i dok. Det er ganske normalt og sker en gang om året, fortæller trafikdirektør i Samsø Rederi Lars Rieks.

- Det skal man med skibe i den klasse - high speed crafts - så det er helt standard, siger Lars Rieks.

Der skal blandt udbedres forskellige fejl og mangler, som Samsø Rederi mener at have identificeret.

- Det er klart, at har man skibet oppe af vandet, planlægger man også at få lavet de ting, der alligevel skulle laves, siger Lars Rieks, der oplyser, at der også sættes flere cykelstativer op på færgen.

Lilleøre

Arbejdet kommer til at foregå i en dok i Skagen. At det blev dér skyldes især, at det kan foregå i en opvarmet hal.

- Skibet skal males, og for at malingen kan tørre og hærde, som den skal, kræver det noget varme. Det kan vi få dér.

- Normalt vil der ikke blive en lige så lang pause i vores trafik som denne gang. Ofte vil det kun dreje sig om inspektioner, der kun vil tage nogle få dage, siger Lars Rieks.

Det er malingen under vandkanten på Lilleøre, som rederiet har været utilfredse med.

- Vi mener, færgen har fået nogle skader under transporten til Danmark (inden levering i februar 2021, red.), og så lå den også i noget is, som har givet nogle skader.

- Så vi har en claim på det hos dem, der har leveret den, fortæller Lars Rieks.

Mens hurtigfærgen er ude af drift, skal pendlere og rejsende til og fra Samsø bruge Hou-forbindelsen. Lars Rieks garanterer, at der er rigelig plads på den anden færge, Prinsesse Isabella, til at håndtere de ekstra passagerer.