Manden bag ikonisk bar gået bort
Grundlæggeren af den kendte Barry's Pub i Randers, Barry Hodkinson, er efter kort tids sygdom gået bort.
Hvis du på et eller andet tidspunkt i dit liv har besøgt det randrusianske natteliv og festgaden Storegade, så er du med stor sandsynlighed stødt på Barry's Pub og muligvis også manden, der lægger navn til stedet, Barry Hodkinson.
I årevis har han lagt navn til den ikoniske bar med et utal af øl fra alverdens lande samt en direkte pipeline med fadøl fra det lokale mærke Thor.
Men fremover bliver besøgene givetvis anderledes.
For manden, der i 1999 åbnede baren og opkaldte den efter sig selv, er her ikke længere.
Barry Hodkinson gik bort mandag 70 år gammel. Han efterlader sig kone, en voksen datter og en voksen søn.
- Det var reelt kun i den første tid, at Barry rent faktisk ejede baren, men i folkets øjne har det altid været hans sted. Og navnet har man alle dage holdt fast i, fortæller bestyrer og nuværende medejer af Barry's Pub, Eddie Kristiansen, til TV2 Østjylland.
Gode historier og dårlige jokes
Ifølge bestyreren af pubben var Barry Hodkinson især kendt for sit gode humør, sine mange historier og anekdoter fra et langt liv i barbranchen og sin lyst til at hjælpe andre.
- Han har været min wingman i forhold til gode råd, fordi han har prøvet meget i sit liv. Og så var han altid god for en joke eller historie, der fik folk til at trække på smilebåndet, siger Eddie Kristiansen.
Barry Hodkinson har arbejdet som entertainer hele livet, og det var sådan, de fleste så ham.
Han har været DJ og bartender det meste af livet. De seneste år arbejdede han primært som bartender på Barry's Pub.
- Han var en livsnyder, og jeg ser det, som han har fået fred, fordi de sidste måneder kunne han ikke længere være det.
Blev pludselig meget syg
Dødsfaldet er kommet som et chok for mange, der kendte Barry Hodkinson.
Så sent som i september havde han en vagt på baren, men han følte sig utilpas og måtte melde sig syg efterfølgende.
Noget tid efter kom dommen.
- Barry blev ramt af ALS og måtte aflevere nøglerne og sige, at han ikke kunne arbejde længere. Han blev hurtigt svækket. Pludselig gik det stærkt, siger Eddie Kristiansen.
Holder fast i navnet
Nu skal Barry's Pub så drives videre uden manden bag navnet.
Men hvad skal der så ske med netop navnet? Skal det ændres, når nu Barry Hodkinson ikke længere er iblandt os?
- Det holder vi fast i. Folk kender os som Barry's Pub. Den er en del af Randers, og selv uden Barry er det stadig Barry's Pub.
Familien til Barry Hodkinson har godkendt, at der bliver lavet en artikel om dødsfaldet for at mindes ham.