Baby fik kraniebrud og hjerneblødning efter vold
En 31-årig mand er fængslet for grov vold mod en ni måneder gammel pige. Episoden er foregået i Kolind på Djursland
|
|
En baby fra Kolind på Djursland har fået alvorlige skader efter, hvad der ifølge anklagemyndighedens sigtelse er et alvorligt legemsangreb.
Ifølge sigtelsen, som blev læst op ved Retten i Randers tirsdag formiddag, har den ni måneder gamle pige fået både kraniebrud og hjerneblødning på grund af volden.
Læs også:
I Randers har en dommer valgt at varetægtsfængsle en 31-årig mand i sagen. Manden skal foreløbig sidde fængslet i fire uger. Herefter skal der igen tages stilling.
Volden skulle være foregået i løbet af natten til tirsdag - nærmere bestemt i tidsrummet mellem klokken 21.30 mandag og 8.29 tirsdag.
25 forskellige læsioner
Hvordan volden er udøvet, står der ikke noget om i sigtelsen, men den har efter alt at dømme været ganske omfattende.
Den lille pige har alt i alt 25 forskellige læsioner. Ud over kraniebrud og hjerneblødning drejer det sig om blodunderløbne mærker på kroppen og på ansigtet.
Læs også:
Den lille pige har ifølge sigtelsen også punktformede blødninger under og ved øjnene.
Østjyllands Politi ønsker ikke at bidrage med yderligere oplysninger om sagen - heller ikke om relationen mellem den 31-årige mand og babyen.
- Da der stadig pågår efterforskning, har vi ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til TV2 ØSTJYLLAND.