Fiktivt mord på Djursland hitter
Den læste bog klarer sig rigtigt godt. Blandt de der satser på den læste underholdning er et forfatter-ægtepar på Djursland, som har succes med en krimi.
På Djursland er byen Roslinge på kogepunktet. En tidligere drabsdømt flytter til byen, og kort tid efter sker et mord.
Roslinge er fiktiv, og den drabsdømte nytilflytter findes kun i romanen "Dømt", som er skrevet af forfatterparret Kenneth Degnbol og Dagmar Winther. Det er deres første debutroman, og den har været syv år undervejs.
- For os er bogen en verden at dykke ned i, som faktisk er rigtig dejligt, når man lever med to fuldtidsjob og en masse børn, fortæller Dagmar Winther.
Tilsammen har parret seks børn, og arbejdet på bogen har været deres fælles projekt, når børnene er lagt i seng.
- Jeg siger nogle gange, at det er vores mindfulness, fortæller Dagmar Winther.
Bogsalget går godt
Bogen udkom den 20. marts, men salget går godt. Det følger den tendens, som ses på landsplan, hvor omsætningen af bøger fra 2020 til 2021 er steget med fire procent.
De tal glæder Carsten Fenger-Grøndahl, bestyrelsesmedlem i Danske Forlag og direktør hos Aarhus Universitetsforlag.
- Det er dejlige tal. Det er godt at se, at bogen tilsyneladende kan overleve, siger han.
En særlig følelse
Men hvad er det egentlig, de kan, de bøger? Det har både han og forfatterparret et bud på.
- Det er en særlig følelse man får ved at mærke papiret og bladre i bogen. Man kan hele tiden se og fornemme, hvor langt man er kommet i fortællingen. Bagefter kan man sætte den på reolen og minde en om en god oplevelse, siger Carsten Fenger-Grøndahl.
Kærligheden til historierne fylder meget for Kenneth Degnbol og Dagmar Winther.
- Vi kan godt selv lide at læse og at dykke ned i de litterære universer. Vi spejler os i de historier, forklarer Kenneth Degnbol.
Dagmar Winther er ikke bange for, at bogen i fysisk form kommer til at uddø.
- Nej, det er jeg ikke. Det, der ligger under det hele, er vores store behov for historier og indblik i hinandens liv. Det er der ikke noget bedre til end en bog, mener hun.
Se indslag herunder: