15 førstehjælps- aktioner på østjyske strande
Livredderne i Østjylland gør status. Indtil videre nul livreddende aktioner, 15 førstehjælpsaktioner, 19 forebyggende aktioner og 551 oplysende indsatser.
Trygfondens livreddere patruljerer på fem østjyske strande.
Her omtrent midt i mange danskeres sommerferie gør de status, og det tyder på en nogenlunde stille og rolig sommer.
- Statistisk set er der ikke nær så mange ulykker ved de østvendte stande, og denne sæson har vi heller ikke haft særlig mange ulykker i Østjylland.
- Men man skal altid respektere havet. Og jeg synes også, man skal søge hen til de strande, hvor der er livreddere og bade mellem flagene, hvor vi kan holde øje, siger livredder Torben Rehder, der tirsdag er på arbejde ved Den Permanente i Aarhus.
Østjyske dødsfald
I sidste uge blev en 59-årig kvinde fra Aarhus og en 60-årig mand fra Skanderborg fundet druknet ved Vrist Strand syd for Harboøre. Livredderne advarer i denne uge mod, at der fortsat er risiko for revlehuller og stærk strøm, særligt ved vestkysten.
Livredderne i Østjylland har været til i alt nul livreddende aktioner, 15 førstehjælpsaktioner, 19 forebyggende aktioner og 551 oplysende indsatser.
Aktioner i Østjylland
Moesgaard: 0 livreddende aktioner, 0 førstehjælpsaktioner, 3 forebyggende aktioner og 108 oplysende indsatser
Grenaa: 0 livreddende aktioner, 0 førstehjælpsaktioner, 0 forebyggende aktioner og 71 oplysende indsatser
Den Permanente: 0 livreddende aktioner, 5 førstehjælpsaktioner, 13 forebyggende aktioner og 95 oplysende indsatser
Saksild: 0 livreddende aktioner, 2 førstehjælpsaktioner, 1 forebyggende aktion og 125 oplysende indsatser
Aarhus Ø Havnebad: 0 livreddende aktioner, 8 førstehjælpsaktioner, 2 forebyggende aktioner og 152 oplysende indsatser
Kilde: Tryg
Torben Rehder fortæller, at der ikke er problemer med revlehuller i Østjylland.
- Revlehuller er ikke noget, vi oplever ved de østvendte strande på samme måde som man har ved vestkysten, så det skal man ikke bekymre sig om her. Men man skal altid respektere havet. Her ved Den Permanente kommer der mekaniske bølger, og det kan godt overraske nogen lidt, siger han.
Går turen til strande på Vestkysten, hvor der kan opstå revlehuller, er Trygfondens råd:
1. Kæmp ikke imod.
2. Bevar roen og lad dig flyde ud med strømmen. Du bliver ikke trukket ned under vandet.
3. Når strømmen ikke længere er så kraftig, så svøm til siden og langs med stranden og derefter ind til land igen.