Web-journalist til TV2 ØSTJYLLAND

Vi søger en selvstændig web-journalist med gode historier i fingrene.

TV2 ØSTJYLLAND TV2OJ redaktion redaktionen

Med andre ord søger vi en journalist, som har evnen til selv at spotte og rykke på ideerne og omsætte dem til relevant indhold.

Vores website er den af vores platforme, der når allerbredest ud, og det er vores ambition, at sitet altid afspejler de mest relevante historier for østjyderne. Vi rummer både det nære, det nye og det nødvendige.

Vores web-redaktion er bemandet fra tidlig morgen til sen aften alle ugens dage, så det er afgørende, at du er indstillet på skiftende arbejdstider. Til gengæld spiller du en central rolle i udviklingen af nyheder og historier på dagen, og du får rig lejlighed til at sætte dit præg på vores daglige valg af historier i samarbejde med vores dygtige redaktører.

Vores webnyheder tager afsæt i hele den digitale værktøjskasse og kan både være artikler, billedserier og video-formater, ligesom vi bruger grafik og dataformidlings-værktøjer, så vi forventer, at du også kan vurdere, hvordan en historie bedst formidles på web.

Som web-journalist i vores Newsroom bliver du en del af et dagligt nyhedshold, der hver dag arbejder på at finde dagens mest relevante historier for østjyderne. Indimellem er tempoet højt, men det er humøret også.

Vi forventer, at du tager aktiv del i tilblivelsen af vores øvrige digitale indhold på dagen, men din primære opgave bliver at være drivkraft på web.

Det kan vi tilbyde dig:
Du bliver del af et mediehus med store ambitioner og høj faglighed og af en medarbejderskare, der er indstillet på, at vi er med til at forme, teste og udfordre morgendagens medielandskab. Vi er knap 100 ansatte, der hver især elsker det, vi laver, og som har den gode historie og den vellykkede formidling som fælles passion. Derfor tager vi vores arbejde alvorligt, og der er højt tempo – men der er også højt til loftet, og vi er sjove at være sammen med.

Du kan læse mere om TV2 ØSTJYLLAND og vores arbejde på vores udviklingsblog: https://medium.com/digital-erfaringsudveksling-fra-tv2-østjylland/

Sådan søger du jobbet:
Vi vil gerne ansætte dig hurtigst muligt, så vi kører en hurtig ansøgningsrunde med frist d. 13. november kl. 12. Vi afholder efter planen samtaler d. 17. og 18. november. Send gerne et par eksempler på egne historier eller ideer med. Ansøgningen sendes til følgende mail: job_eev9g@tv2oj.dk

Spørgsmål til stillingen kan rettes til redaktionschef Malene Petersen på 30101117