Zoo skal redde forsøgsaber

Ebeltoft Zoo skal forsøge at give forsøgsaber en mere normal tilværelse. Blodprøver skal vise, om aberne tilhører en særligt sjælden art.

Genrefoto.

Det bliver formentlig Ebeltoft Zoo ved Gravlev, der skal forsøge at give flertallet af 16 forsøgsaber fra Sct. Hans Hospital i Roskilde et mere normalt liv. Aberne har været brugt til forsøg med nervemedicin og flere af dem har været indespærret i 20 år, skriver Århus Stiftstidende.

Nu ønsker hospitalet at stoppe forsøgene og er gået i samarbejde med Ebeltoft Zoo, det hollandske rehabiliteringscenter Stichting APP og Landsorganisationen Forsøgsdyrenes Værn om en såkaldt resocialisering af aberne.

- Det er et langsigtet projekt, som i hvert fald vil vare tre år i første omgang, siger Jesper Stagegaard, daglig leder af Ebeltoft Zoo.

Han har haft lejlighed til at undersøge aberne og vurderer, at 10-12 af dem vil kunne klare sig, mens det mest humane vil være af aflive resten.

- Flere af aberne har ikke været brugt i særlig stort omfang til forsøg, men bærer derimod stærkt præg af at have levet indespærret så længe. Man skal tænke på, at de første blev hentet til Danmark for 22 år siden, fortæller han.

Kapucineraberne kom hertil fra Fransk Guinea, Brasilien og Venezuela. Der er tre arter i Fransk Guinea, og de er alle på den røde liste over truede dyrearter, men to er specielt sjældne. Blodprøver skal nu afsløre, hvorvidt aberne i Roskilde hører til de mest sjældne.

- I givet fald vil det betyde, at vi får et uvurderligt genetisk materiale til rådighed med henblik på at kunne redde disse aber fra udryddelse, siger Jesper Stagegaard.