Yahya Hassan løsladt: Blev afhentet i limousine

Den aarhusianske digter og politiker er i dag blevet løsladt fra Nyborg Fængsel

Foto: Yahya Hassan (Facebook)

Yahya Hassan er igen en fri mand. På hans Facebook-side har han lavet to opslag, der viser ham stå ved siden af en limousine, der har hentet ham ved fængslet i Nyborg.

Læs også Yahya Hassan kan løslades om otte måneder

Den kontroversielle digter har siddet fængslet siden september sidste år. Her blev han dømt for at affyre mindst tre skud i det vestlige Aarhus den 20. marts. Et af skuddene ramte en 17-årig mand i foden, mens et andet skud strejfede hans lår.

Retten dømte Yahya Hassan for besiddelse af en skarpladt pistol og for at have løsnet mindst tre skud.

Men retten fandt, at Hassan skød for at skræmme, ikke for at ramme.

Læs også Anklager anker ikke dommen mod Yahya Hassan

Bøde på 40.000 kr.

Desuden fandt retten, at det var en formildende omstændighed, at Yahya Hassan forinden var blevet provokeret af den 17-årige, som gentagne gange råbte "Så skyd da, Yahya".

Ud over fængsel blev digteren dømt til at betale en bøde på 40.000 kroner for en række overtrædelser af blandt andet færdselsloven.

Læs også Gyldendal ser frem til nyt manuskript fra dømt Yahya

Derudover blev Hassan frakendt førerretten i et år, ligesom hans sorte Mercedes og motorcykel blev konfiskeret.

Det er endnu ikke lykkedes TV2 ØSTJYLLAND at få en kommentar fra Yahya Hassan selv.

Se historien om den unge digter lige her:

Læs også Få Yahya Hassans historie: Poesi, politik og pistoler