Yahya Hassan klager over sin beskyttelse

Den aarhusianske digter sidder i øjeblikket varetægtsfængslet for grov vold og ulovlig våbenbesiddelse

Foto: Johan Gadegaard - Scanpix

Ifølge sin egen forklaring er Yahya Hassan blevet overfaldet med knive og sabler, og hans mors lejlighed er angiveligt forsøgt brændt af.

Alligevel skal han have fået afslag på livvagter. Det får mandag den aarhusianske digter til at klage til Den Uafhængige Politiklagemyndighed.

- Jeg har svært ved at forestille mig, at nogen i det her land er mere udsat end Yahya Hassan, siger hans advokat, Claus Bonnez.

Yahya Hassan sultestrejker i fængslet

- Det er vores opfattelse, at det kan ligne forsømmelighed fra PET's side, at han ikke har fået livvagter. De har jo ikke kun pligt til at opklare forbrydelser, men også til at forebygge at de overhovedet sker, siger advokaten.

Yahya Hassan sidder i øjeblikket varetægtsfængslet for grov vold og ulovlig våbenbesiddelse.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra PET, som dog afviser at udtale sig om eventuelle klagesager.