Wammens afløser ud af skjul
Socialdemokraternes kronprins i Århus var tavs og gemte sig for pressen hele onsdagen. Et døgn senere kommer han nu ud af skjulet.
Rådmand Jacob Bundsgaard Johansen(S), som ventes at overtage borgmesterstolen i Århus, når partifællen Nicolai Wammen takker af, var ikke til at træffe for en kommentar på dagen, hvor Nicolai Wammen annoncerede sit farvel til århusiansk politik.
Politiske iagttagere antager, at den socialdemokratiske gruppe i Århus har ønsket at lade Nicolai Wammen være alene om at få al presseopmærksomheden på dagen, hvor nyheden om hans opstilling til Folketinget blev offentliggjort.
Klokken 20.55 onsdag aften annoncerede Jacob Bundsgaard Johansen så via sin pressetalsmand i den socialdemokratiske byrådsgruppe, at han indkalder til pressemøde torsdag kl. 11.00, hvor han, citat: "Vil fortælle om sit fremtidige politiske liv."
Pressemødet vil finde sted i Filmbyen i Århus. TV 2 | ØSTJYLLAND dækker pressemødet.