Wammen byder over Bjerregaard
I går fortalte rådmand Gert Bjerregaard om sine anlægsplaner til 200 millioner kr. i 2009. I dag fremlagde Wammen sin plan på 400 millioner kr. i år.
I går præsenterede Århus-rådmand Gert Bjerregaard (V) sin plan, der fremrykker anlægsinvesteringer for en milliard kr. fra 2010-2012 til i år. Men Borgmester Nicolai Wammen (S) er også klar til at sætte gang i ekstra bygge- og anlægsaktiviteter.
I en pressemeddelelse lancerer Nicolai Wammen en fremrykkelse af anlægsinvesteringer til 400 millioner i år. Men han ønsker også at bruge 600 millioner kr. næste år.
- Vi ser i øjeblikket, at århusianske familier bliver ramt direkte af finanskrisens konsekvenser. Med denne vækstpakke kan vi give en række familier større økonomisk tryghed og tro på fremtiden - det er der brug for, siger Nicolai Wammen i pressemeddelelsen.
Ingen af de to kommende borgmesterkandidater har dog endnu garanti for, at deres visioner bliver til noget. De kræver nemlig at regeringen hæver det kommunale anlægsloft.