Wammen bliver europaminister

Bliver ikke indenrigsminister i denne omgang

Nicolai Wammen (S), der bliver nævnt som kronprins hos Socialdemokraterne, bliver ny europaminister, erfarer Ritzau.

Med sin baggrund som borgmester for Danmarks næststørste by, Aarhus, var Nicolai Wammen ellers på rygteplan nævnt som et oplagt bud på en ny indenrigsminister.

Men den post gik i stedet til De Radikales leder, Margrethe Vestager, som både bliver økonomi- og indenrigsminister.

Som europaminister får Nicolai Wammen ansvaret for Danmarks formandskab for EU i det nye år.

Han bliver også et omdrejningspunkt i forsøget på at få danskerne til at stemme ja til at afskaffe rets- og forsvarsforbeholdet, som den nye regering lægger op til i regeringsgrundlaget.