Voldtog eks-kæreste i Randers
39-årig mand sigtet for at have brudt ind og voldtaget sin eks-kæreste.
6. okt 2003, kl. 12:25
Mere end 30 dage gammel
En 39-årig mand er sigtet for at have voldtaget sin tidligere kæreste i en lejlighed i Randers. Ifølge den 46-årige eks-kæreste brød manden ved 22-tiden i aftes ind i hendes lejlighed, der ligger på Infanterivej i den nordlige del af byen.
Kriminalinspektør Børge Fransen fra Randers Politi fortæller, at den 39-årige randrusianer sandsynligvis er kommet ind i lejligheden ved at dirke døren op. Herefter voldtog han eks-kæresten i hendes seng.
Manden blev anholdt senere på natten, men han nægter at have voldtaget kvinden. De to eks-kærester gik fra hinanden i sommer.
Politiet fremstiller den 39-årige mand i grundlovsforhør i løbet af i dag.