Voldsmænd vil have hjælp

Presset på behandlingcenter i Århus er så stort, at der er ved at opstå ventelister.

Mænd, der slår, vil gerne holde op. Og presset på behandlingscentrene i landets største byer er nu så stort, at behandlerne frygter, de må afvise de voldelige mænd.

- Interessen er markant stigende. Især det seneste år har vi oplevet massiv tilgang, og vi har efterhån-den ventelister i både København og Århus. Hvis det accelererer, vil vi ikke kunne hjælpe alle, siger leder af behandlingstilbuddet 'Dialog mod vold' Helle Øbo til avisen metroXpress.

Som det eneste tilbud til voldelige mænd i Danmark har 'Dialog mod vold' inden for de seneste tre år behandlet 400 mænd. Behandlingscentret har et princip om, at mændene skal have den første samtale inden for en uge, fordi de som regel har taget tilløb længe for at få hjælp til at bryde voldsspiralen.

- Vi frygter, vi ikke kan overholde samtalegarantien. Konsekvensen kan være, at mændene opgiver, siger Helle Øbo.