Vinkelsliber skyld i brand
Arbejdsdagen endte uheldigt for en medarbejder på en virksomhed i Silkeborg
Silkeborg Brand og Redning rykkede kort efter klokken 14.30 tirsdag eftermiddag ud til en brand i en industribygning på Holmbladsvej i Silkeborg.
- Det handler om en virksomhed, der arbejder med metal, og en af medarbejderne var ved at bearbejde metalplader med vinkelsliber, og gnisterne herfra antændte sådan en sprøjtemale-kabine, siger indsatsleder Per Jensen fra Silkeborg Brand og Redning til tv2oj.dk.
Der gik hurtigt ild i kabinen, og virksomhedens medarbejdere kunne ikke selv slukke branden, så de skyndte sig ud af bygningen og lukkede dørene efter sig.
- Det var det helt rigtige at gøre, så branden ikke bredte sig, og vi kunne hurtigt få den slukket, men der har været rigtig varmt derinde, siger Per Jensen.
Selve rummet tog en del skade ved branden, men medarbejder slap uskadte fra uheldet.
- Der var ingen, der kom til skade ved branden, det er nok medarbejderens stolthed, der har lidt størst skade. Men sådan nogle ting kan altid ske, siger Per Jensen.