Ville stjæle ultralydsscanner
Aarhus Universitetshospital har været udsat for indbrud - en ultralydsscanner blev forsøgt stjålet
Natten til fredag var Aarhus Universitetshospital udsat for et indbrud. Men tyven eller tyvene, som for politiet stadig er ukendte, slap ikke afsted med noget.
En ultralydsscanner var forsøgt stjålet, kunne man konstatere.
- Der har været opbrudt en dør, og de har kunnet se, at den har været forsøgt fjernet, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Og hvad i alverden skal man lige med sådan en.
Oftest bliver de brugt til gravide, men Østjyllands Politi gætter ikke på, at det har været formålet med tyveriforsøget.
- Nej vi gætter på, at det er genstandens værdi, der har gjort det. Den er dyr, sådan en, siger Marianne Morgen.
Politiet har ikke spor at gå efter i forbindelse med indbruddet.