Vilde hundekampe i Århus

Politiet bekræfter, at der foregår blodige hundekampe i forstæder til Århus. Kendt muskelmand fra Hobro mistænkes for at levere hundene.

Det stigende problem med kamphunde i Århus-området har nu ført til et samarbejde mellem Århus Politi og Hobro Politi. Det er nemlig muligvis muskelmanden Georg Olesen fra Hobro, som sender hundene til Århus, hvor de bruges til blodige hundekampe.

Århus Politi bekræfter overfor Ekstra Bladet, at der foregår voldsomme hundekampe i blandt andet Århus-forstæderne Gellerup og Hasle. Ifølge avisen er det hovedsageligt rocker-typer og unge af anden etnisk herkomst end dansk, der er i politiets søgelys i forbindelse med hundekampene.

Ifølge flere dyreværnsfolk holdes hundene under kummerlige forhold for at gøre dem aggresive. De tilses aldrig af dyrlæger for de voldsomme skader, de får i kampene.

Når Georg Olesen nu er i søgelyset, er det fordi han står bag ulovlig import af kamphunde fra blandt andet Rusland og Polen. Han har tidligere arbejdet med styrketræning for unge indvandrere i Gellerupparken.