Vil have flere kvinder på landet
Der skal bo flere kvinder på Samsø og i Syddjurs. Det mener Velfærdsministeriet, der giver støtte til tre østjyske projekter.
Kvinder gider ikke bo på landet. Derfor er mændene efterhånden kommet i overtal i de små byer.
For at få mere kvindeligt blod i landsbyerne har Velfærdsministeriet givet omkring 455.000 kroner til tre projekter i Østjylland. Det oplyser Østjyllands Radio.
Projekterne skal gøre det mere attraktivt for kvinder at sige farvel til byen caféer og butikker til fordel for en tilværelse med højt til himmelen.
Et af projekterne ligger på Samsø, mens de to andre er i Syddjurs Kommune.
På Mols og Helgenæs i Syddjurs vil man for eksempel lave arrangementer som korsang og egnsteater, hvor kvindelige tilflyttere og børnefamilier kan komme og møde andre familier fra de lokale landsbyer.
- Ellers dør de da. Det er nemlig enormt vigtigt for et lille lokalsamfund, at der er den dynamik, det giver, at der er begge køn og familier, siger Suzan Tugcu til Østjyllands Radio.
Suzan Tugcu er med i det forældrenetværk, der nu har fået penge til at tiltrække flere kvindelige tilflyttere.
Se mere i torsdagens udsendelse klokken 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.