Vil give ældre flere venner

Horsens Kommune, Ældre Sagen og Dansk Folkehjælp inviterer ældre til brainstorm-middag

Nyt samarbejde mellem Horsens Kommune, Ældre Sagen og Dansk Folkehjælp skal give ældre nye venner.

De tre samarbejdspartnere har inviteret de ældre borgere i Horsens Kommune til en uforpligtende middag, hvor de sammen skal finde frem til, hvilke aktiviteter de fremover kunne tænke sig at lave sammen.

Målgruppen er ældre i eget hjem, som lever isoleret.

- Vi vil gerne nå ud til de ældre, som ikke på egen hånd har ressourcer til at opsøge aktiviteter. Det kan være, fordi de har mistet en ægtefælle, men det kan også være par, hvis netværk er smuldret på grund af flytning eller andet, fortæller Svend Aage Hansen fra Dansk Folkehjælp.

I det nye samarbejde er man dog nervøs for, om man nu får fat i den helt rigtige målgruppe.

- Der sidder garanteret mange ældre ude i eget hjem, som kunne tænke sig at få et større netværk, men udfordringen bliver at få fat i de rigtige ældre - altså dem som bare lige har brug for et lille skub til at komme i gang, siger Johannes Jakobsen fra Ældre Sagen i Horsens.

Ifølge Ellen T. Schmidt, der er formand for Velfærds- og Sundhedsudvalget i Horsens Kommune, er der dog store forventninger til det nye samarbejde.

- Vi glæder os rigtig meget til at komme i gang. Partnerskabsaftalerne mellem Horsens Kommune, Ældre Sagen og Dansk Folkehjælp understøtter lige præcis den retning vi gerne vil gå i, når det gælder vores ældre: nemlig at forebygge og afhjælpe isolation med udgangspunkt i aktiviteter, som de ældre selv efterspørger

Samarbejdet starter 1. marts 2015 og støttes økonomisk af midler fra Ældrepuljen.