Video: Storbrand i baggård
Voldsomme skader på restaurant
En voldsom brand hærgede i nat i en baggård i Silkeborg Midtby.
Politiet og brandvæsenet rykkede ud til branden på Søndergade kort efter midnat. Ilden var opstået i nærheden af en tilbygning og en kølevogn, der tilhører spisestedet Gastronomisk Institut.
- De vi kommer derud, har ilden bredt sig til tilbygningen og restaurantens køkken. Både tilbygningen og køkkenet udbrændte, og der skete desuden skader på en naboejendom, siger vicepolitikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi i Silkeborg Mogens Rubæk til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Holdt vagt på brandstedet
Under branden blev beboerne i området bedt om at lukke vinduerne og blive indendøre. Ingen personer kom dog til skade under branden.
Det er endnu uvist, hvordan branden er opstået. Politiet ved derfor ikke, om den var påsat.
- Der blev holdt vagt på brandstedet i nat for at sikre sporene. I dag skal vores teknikere undersøge, hvad der var årsag til branden, siger vicepolitikommissær Mogens Rubæk.
Øverst på denne side kan du se videobilleder fra nattens brand i Silkeborg. Videoen er filmet af 24/7 NEWS.