VIDEO: Årets første falkeunge

Årets første falkeunge er udklækket på Samsø

00:17

1 af 2

Årets første falkeunge er født. Det er Falkecenter Samsø, der netop har udklækket årets første falkeunge.

- Jeg tror, det er første gang nogensinde, der er udklækket en falkeunge så tidligt på året. Det er faktisk den første falkeunge i hele nordeuropa i 2015. Det er helt skørt, siger Flemming Salomonsen fra Falkecenter Samsø til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Falkene starter normalt først med at yngle, når foråret er godt i gang, men "Knirke" - som er navnet på denne falkemor - startede med at lægge æg allerede den 22. december.

- Jeg tror, det skyldes den meget milde vinter og det milde klima, vi har her på Samsø. Det har forvirret vores falkepar, siger Flemming Salomonsen.

Se: Vandrefalken er landet

Den nyfødte falkeunge bliver håndopfodret de første 10 dage, hvorefter den sættes ind til de stolte forældre.

- Ungen er også udruget i en rugekasse. Vi var nødt til at tage æggene fra falkemor tilbage i december. Ellers ville de fryse og dermed gå tabt, forklarer Flemming Salomonsen.

Den nyfødte falk er en lannerfalk, som er en afrikansk falk på størrelse med vandrefalken. Lannerfalken er, ifølge Flemming Salomonsen, en truet art, og falkecenteret er derfor ekstra stolte over den lille ny.

Du kan se den lille nyfødte falkeunge i videoen øverst i artiklen.