Vi sparer på gaverne

Ny undersøgelse viser faldende juleforbrug

Foto: Colourbox/TV2OJ

Julen er familiernes fest, men den plejer lige så meget at være butikkernes fest. I årets sidste måned klinger juleklokker nemlig ofte om kap med kasseapparaterne. I Østjylland ser forbrugerjulen dog ud til at blive en mindre forestilling end de foregående år.

Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet TNS Gallup har foretaget for Nordea.

Ifølge den nye undersøgelse er midtjyderne nemlig dem, der - i forhold til sidste år - regner med at skrue mest ned for årets julebudget.

I forhold til sidste år vil der være gaver for 580 kr. mindre under træerne og for 250 kr. mindre mad på bordet. Sammenlagt et fald i budgettet på 830 kr. i forhold til sidste år.

Det er kun nordjyderne, som sammenlagt putter mere i både kasseapparat og indkøbskurv i forhold til for et år siden.

Midtjyderne ligger stadig på en tredjeplads over dem, der bruger flest penge på julen. I bunden ligger de sjællændere, der bor udenfor hovedstadsområdet.

I alt regner Nordea med, at danskernes juleforbrug falder 5 procent i forhold til sidste år.

Se hele undersøgelsen her