- Vi nåede smertegrænsen
V-politiker optrådte illoyalet, mener gruppeformand
Sent tirsdag aften blev medlemmerne af Venstres byrådsgruppe i Silkeborg Kommune enige om, at det unge byrådsmedlem Casper Mouritsen måtte forlade gruppen og partiet Venstre.
Ifølge formand for Venstres byrådsgruppe i Silkeborg Poul Dahl havde Casper Mouritsen været illoyal over for partiet spørgsmålet om, hvorvidt der skal bygges en parkeringskælder under Torvet midt i byen.
- Når man nedgør andres beslutning og taler om vælgerbedrag og manipulation, så er det her, vi har nået smertegrænsen for hvor højt der er til loftet, og hvor langt der er til døren her i Venstre, siger Poul Dahl til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge gruppeformanden har der igennem længere tid været et anstrengt forhold mellem Casper Mouritsen og resten af Venstres byrådsgruppe, men den seneste kritik vedrørende Venstres behandling af parkeringskælder-sagen har fået bægeret til at flyde over.
- Det springende punkt er, at han kom med særdeles grove påstande, når det er det drejer sig om vores borgmester Steen Vindum, og når det drejer sig om gruppens holdninger. Når han har de holdninger, så kan jeg ikke se, at vi kan have et frugtbart samarbejde fremover, og det er hele gruppen enige i, siger Poul Dahl.
Se et interview med gruppeformand Poul Dahl i videoen øverst i artiklen.