Vestas skraber bunden

Aktien dykkede med 19,2 procent i oktober

Vestas skraber bunden blandt de tyve største selskaber på Københavns Fondsbørs. Vestas-aktionærerne kan se tilbage på en måned, hvor aktien dykkede med 19,2 procent.

Det er femte gang i år, at den tvivlsomme ære som månedens bundskraber tilfalder vindmølleproducenten.

- Men de mange sidstepladser skal selvfølgelig også ses i lyset af, at aktien har store udsving. For blot to måneder siden var Vestas vinder med en stigning på over 40 procent i august, siger Mikkel Duus-Hansen, der er aktieanalytiker i Spar Nord.  

Vestas har haft modvind i oktober, fordi dialogen med Mitsubishi endnu ikke har udmøntet sig i et strategisk samarbejde, ligesom konkurrenten Gamesa for nyligt aflagde et trist regnskab og fyrede 20 procent af arbejdsstyrken.

- Det hele er med til at forøge usikkerheden omkring Vestas, siger analytikeren.