Vestas får ordre til halv milliard
31 vindmøller fra koncernen med hovedsæde i Randers skal stilles op i Tyskland.
30. apr 2004, kl. 18:51
Mere end 30 dage gammel
Vindmøllekoncernen Vestas har fået en ordre på 31 vindmøller via det datterselskab Vestas Deutschland GmbH. Ordren, der har en værdi for Vestas på godt 500 mio. kr., kommer fra WKN Windkraft Nord AG i Husum, Tyskland. Vindmøllerne vil blive opstillet i løbet af 2004.
- Vi er meget glade for, at en så professionel vindmølle-developer som WKN har valgt Vestas-møllen til deres projekt, siger Svend Sigaard, koncernchef i Vestas Wind Systems A/S.
Han ser ordren som et bevis på konkurrencedygtigheden af Vestas' nye mølleprogram til middel- og lavvindsplaceringer. Den tyske ordre påvirker ikke Vestas' forventninger til 2004.
/ritzau/