Vestas brænder politiske broer
Vindmøllekoncernen Vestas med hovedsæde i Randers har på bare tre måneder skabt massiv ravage i både Danmark og England.
I England og Danmark er det den danske vindgigantens annoncerede fyringer af sammenlagt omkring 1.900 medarbejdere, der skaber stor politisk vrede og frustration over selskabet.
Herhjemme kan det få negative konsekvenser for selskabet. Det skriver dagbladet Børsen.
- Jeg føler i dag, at det var et meget urimeligt angreb, Vestas udsatte den borgerlige regering for,« siger Per Ørum Jørgensen, klima- og energiordfører for de konservative.
Vestas annoncerede 1100 danske fyringer sammen med et frontalangreb på den danske regering. Angrebet gik dels på, at der siden den nuværende regering tiltrådte i 2001, er sat et yderst beskedent antal vindmøller op i Danmark.
Dertil var gennemførelsen af en lov, der tillod naboer til vindmøller erstatning for gener, stærkt medvirkende. Så da Vestas' topchef Ditlev Engel i slutningen af april præsenterede regnskabet for første kvartal, var det ledsaget af en politisk lussing.
- Der er ingen tvivl om, at det har været meget svært at få stillet vindmøller op i Danmark i de sidste par år. Markedet har jo nærmest været gået i stå. Vi afsætter over 99 pct. af vores vindmøller uden for Danmark, og derfor er vi nødt til at tilpasse vores forretning efter det, lød det fra Engel.