Vestas ansætter flere medarbejdere
Stor efterspørgsel på vindmølller over hele verden får Vestas til at udvide i blandt andet Hammel.
Vindmøllekoncernen Vestas, der har hovedkontor i Randers, har travlt.
I år forventer man, at antallet af medarbejdere i koncernen stiger med 1300 til 12.000 ansatte. Og ved udgangen af 2007 forventer man at runde 14.000 ansatte.
Vestas har blandt andet besluttet at udbygge elektronikfaciliteterne i Hammel.
På grund af den meget stærke efterspørgsel vil man også begynde at producere vinger i både USA og Spanien.
Vindmølleproducenten fik i årets første ni måneder en omsætning på over 18 milliarder kroner mod 15,7 milliarder for perioden året før.
Resultatet efter skat endte på 179 millioner kroner mod et underskud på over en halv milliard på samme tidspunkt sidste år. /ritzau/