Verdens bedste stopper efter flot karriere

Kuglestøder og diskoskaster Jackie Christiansen stopper sin karriere

Handicap-atleten Jackie Christiansen fra Tranbjerg nær Aarhus stopper sin aktive karriere.

Det meddeler Dansk Handicap Idrætsforbund i en pressemeddelelse.

Jackie Christiansen fra Aarhus 1900 er tre gange paraolympisk guldvinder samt fire gange verdensmester i kuglestød, og han er også indehaver af verdensrekorden i kuglestød i den såkaldte F44-klasse med et stød på 18,38 meter.

Hans handicap består i, at hans ene underben er amputeret.

- Jackie har skabt en perlerække af internationale resultater på allerhøjeste internationale niveau, og han har vist Danmark og dansk handicapidræt frem på flotteste vis overalt i verden. Hans lange karriere understreger hans alsidighed og dedikation, og han har på mange måder været en lysende rollemodel for alle atleter, både dem med et handicap og dem uden, siger Team Danmarks direktør Lone Hansen i en pressemeddelelse.

VM-guld til Danmark

Jackie Christiansen stopper karrieren før kvalifikationerne til de Paraolympiske Lege i Rio, da hans favoritdisciplin, kuglestød, var taget af programmet i hans klasse. I diskoskast, som han også har konkurreret i, vurderer han, at skader har sat en stopper for OL-drømmene.

- Efter godt 15 år på det danske landshold i para-atletik har jeg, efter mange overvejelser, valgt at stoppe min elitekarriere som kuglestøder og diskoskaster. Det har ikke været en nem beslutning, men efter at IPC (den Internationale Paralympiske Komité, red.), har valgt at tage kuglestød af programmet i min klasse, ser jeg ikke mig selv som en mulig medaljetager ved PL i Rio, siger Jackie Christiansen i en pressemeddelelse.

- Det stod klart for mig efter VM i Doha i oktober sidste år, at det ikke ville være muligt for mig at opnå at et niveau og en placering i diskoskast ved PL i Rio, som jeg selv kan være tilfreds med. Derfor stopper jeg min karriere nu og kan se tilbage på 15 fantastiske år, siger han.

Hæderspris til kuglestøder