Ventetid for kræftskanning tryllet væk
Før ventede lungekræftpatienter op til otte uger på at blive skannet for kræft på Århus Sygehus. Nu er ventetiden få dage.
En politisk beslutning om undersøgelse af kræftpatienter inden for 48 timer har betydet, at ventetiden på skanning for lungekræft på Århus Sygehus er raslet ned, skriver Politiken søndag.
Før ventede patienterne op til otte uger på at blive skannet for kræft i lungerne. Nu venter de få dage.
Det er virkeligheden, efter at sygehuset siden i mandags har skullet leve op til Danske Regioners beslutning om at undersøge patienter for lungekræft uden unødig ventetid.
I den første uge kom alle patienter hurtigt igennem, oplyser Claus Thomsen, chef for Medicinsk Center på Århus Sygehus.
- Det tog tre dage for den patient, der var længst tid om at komme igennem det forløb, fortæller han.
Lange ventetider på skanninger
Netop Århus Sygehus har i årevis haft nogle af landets længste ventetider på skanninger og andre undersøgelser af lungekræft.
- Den store forskel ligger i, at vi nu har fået besked på at prioritere bestemte sygdomme højest, siger Claus Thomsen.
Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), siger, at det som udgangspunkt altid bør være en lægefaglig vurdering, hvilke patienter der skal til først.
- Men når politikerne på Christiansborg indfører garantier til både kræftpatienter og patienter med banale lidelser, så er vi nødt til at fortælle de ansatte på sygehusene, hvem de skal prioritere højest. Det har vi gjort ved at beslutte, at kræft skal behandles akut, siger han til Politiken.