Venstre opfordrer S-rådmand til at komme ud i virkeligheden

Venstre mener, at rådmand Kristian Würtz er helt på afveje, når han siger, der er rigeligt med p-pladser i Aarhus

Hos Venstre ryster man på hovedet over, at rådmand Kristian Würtz (S) giver udtryk for, at der er nok parkeringspladser i Aarhus. 

- Jeg synes, Kristian Würtz skal droppe sit regneark og komme ud i virkeligheden. Der er ikke rigeligt med p-pladser i Aarhus, siger byrådsmedlem Henrik Arens (V).

Kristian Würtz baserer sit udsagn på kommunale tal, der viser, at der altid er mindst 1500 ledige parkeringspladser i Aarhus. Ofte er der endnu flere ledige pladser, siger den socialdemokratiske rådmand. 

- Jeg synes, at det er et vigtigt budskab at sende, at Aarhus som handels- og kulturby altid kan tilbyde ledige p-pladser til byens gæster i midtbyen. Vi samler data ind, så vi kan hjælpe bilisterne med at finde frem til de steder i byen, hvor der er ledige p-pladser, siger Kristian Würtz. 

Læs også Rådmand: Der er rigeligt med p-pladser i Aarhus

Venstres Henrik Arens er helt uenig med rådmanden:

- Vi, der eksempelvis bor på Frederiksbjerg, oplever en helt anden virkelighed end Kristian Würtz' regneark. At der er ledige p-pladser ved Navitas hjælper jo ikke. Alt efter hvor man bor - eksempelvis på Frederiksbjerg - så tager det 25-45 minutter at gå ned til Navitas. Det er jo helt ude i hampen, siger han.

Henrik Arens forudser, at problemet bliver endnu større:

- Det bliver kun endnu mere kaotisk, fordi man i de nye bydele, som vi er ved at udvikle, ikke laver nok p-pladser i forhold til, hvor mange der skal bo og arbejde i området, siger han.