Varm seng bliver måske kold
Herberg for hjemløse i Horsens må lukke
8. jun 2011, kl. 08:39
Mere end 30 dage gammel
Herberget "En Varm Seng" i Horsens skal lukke inden ugens udgang. Det skriver Horsens Folkeblad.
Herberget har ikke fået de fondsmidler, man har søgt, og nu er der ikke penge til fortsat drift
- Vi lukker organisationen "En Varm Seng" ned i Horsens, men vil forsøge at køre videre på en eller anden måde, siger Morten Bernhardt "En varm Seng" i København til avisen.
Sidste håb er en ansøgning på 300.000 kr. til Horsens kommune. Hvis den ikke går igennem må institutionen ved ugens udgang forlade Tobaksgården, hvor herberget holder til.
Otte mennesker bruger i øjeblikket "En Varm Seng" til overnatning. Det fungerer ofte som bindeled mellem instanser som fængslet, hospitalet og de kommunale væresteder.