Vanvidsbilist for retten

33-årig familiefar blev påkørt og dræbt af fuld flugtbilist i fodgængerfelt i Århus. I dag begyndte retssagen mod bilisten.

I Århus begyndte retssagen i dag mod en 41-årig bilist, som med høj fart kørte en familiefar ned i et fodgængerfelt i det nordlige Århus i september sidste år. Den 41-årige er tiltalt for uagtsomt manddrab.

Vidner vurderer, at den 41-årige kørte over for rødt lys med mellem 150 og 200 kilometer i timen, da han ramte 33-årige Rasmus Bilenberg på Hasle Ringvej i det nordvestlige Århus. Den tiltalte nægter at have kørt overfor rødt. Efter ulykken stak han af fra gerningsstedet.

Den 41-årige, der slog Rasmus Bilenberg ihjel, har været frakendt førerretten siden 2002, hvor han flygtede efter en alvorlig trafikulykke. Kun 10 dage inden ulykken i Århus den 19. september blev han taget af politiet for at køre bil med alkohol i blodet.

Vidner mener at have set den samme røde Golf af ældre model ræse rundt i Århus Midtby tidligere den aften, hvor Rasmus Bilenberg blev dræbt. Vidnerne kontaktede forgæves politiet, der på dette tidspunkt vurderede, at der ikke var ressourcer til at lede efter bilisten.

Se mere om sagen i torsdagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.

<i>Ulykken skete i krydset Hasle Ringvej / Paludan Müllers Vej:</i>

<br /><small><a href="http://maps.google.dk/maps?f=q&source=embed&hl=da&q=Paludan-M%C3%BCllers+Vej,+%C3%85rhus&sll=55.869147,11.228027&sspn=9.171478,28.498535&ie=UTF8&cd=1&geocode=FeElWQMdel2bAA&split=0&t=h&ll=56.176551,10.179659&spn=0.00172,0.005493&z=17" style="color:#0000FF;text-align:left">Vis stort kort</a></small>